Hvad er Anchor?
Anchor er et gratis podcastværktøj, der kan bruges til at optage, redigere og udgive podcast. Anchor kan bruges både på mobil og på computer, hvilket gør værktøjet fleksibelt og let at anvende. Anchor kræver ikke indkøb af mikrofoner eller andet, da værktøjet anvender den eksisterende mikrofon i din mobil eller på din computer.
Der findes forskellige værktøjer til produktion af podcasts. Vi har valgt Anchor, fordi det har en intuitiv og overskuelig opbygning som gør, at værktøjet er nemt at komme i gang med – også selvom du ikke har lavet podcasts tidligere.
Derudover er Anchor et værktøj, hvor det hele er samlet ét sted: du kan optage lyd, redigere lyd og udgive lyd. Du skal dermed ikke bruge forskellige apps eller uploade til eksterne programmer. Alt er samlet ét sted.
Anchor og læringsformer
Anchor kan understøtte både den konstruktivistiske og den socialkonstruktivistiske e-læringsform, da podcasten kan laves som enkeltmandsprojekt eller som et projekt flere arbejder sammen om.
En podcast er god til at formidle viden, man har researchet sig frem til, hvilket er kendetegnende for begge af disse to e-læringsformer.
Bruger du den socialkonstruktivistiske læringsform, vil podcasten være et projekt, hvor underviser og de lærende indgår i projektet på lige fod, hvor alle deltager med indhold, idéer og udførelse. Ved den konstruktivistiske tilgang er det den lærende, der er styrende i forhold til indhold. Underviseren bliver vejleder og kan guide den lærende gennem processen.
Anchor i undervisningen
Anchor – og podcasts – kan anvendes som et værktøj til at formidle viden om et emne. De lærende dykker ned i deres emner og formidler via tale og eventuelle lydeffekter.
Podcasts kan også anvendes til at lave interviews, hørespil, højtlæsning med betoning og kreative “radioprogrammer” med quizzer, musik, etc. (Her skal man selvfølgelig være opmærksom på regler omkring copyright)
Podcasts kan være et rigtig godt værktøj til at øve sprog, da den lærende skal bruge sproget aktivt. Podcast fra studieturen kunne være et rigtig godt sprog-projekt.
Anchor kræver login. Der kan laves et fælles login til udgivelse af Podcasten. Eleverne kan have deres eget login og app til optagelse og redigering, hvorefter de kan dele deres lydfiler og lægge dem ind i klassens fælles podcast.
Eksterne henvisninger
Du kan lytte til podcast om podcasts her