Hvad er Facebook?
Facebook er det mest udbredte sociale medie på verdensplan, og derfor vil mange af de lærende fra udskolingen og videre i uddannelsessystemet have en personlig profil, som bruges i privat sammenhæng. Det gør det oplagt at anvende Facebook som et kommunikationsværktøj i undervisningssammenhænge, bl.a. til at facilitere kontakt mellem de lærende og underviseren med henblik på fx at understøtte det sociale fællesskab, kommunikation og videndeling.
Facebook og læringsformer
Facebook kan bl.a. understøtte en socialkonstruktivistisk læringsform. Her kan Facebook bruges som platform for videndeling, kommunikation og refleksion. De lærende kan bruge Facebook til at aflevere opgaver, diskutere relevante faglige problemstillinger og give feedback på hinandens opgaver. Her vil det være praksisfællesskabet mellem de lærende og underviseren, der er afgørende, og alle deltager på lige vilkår.
Facebook i undervisningen
I et undervisningsforløb er det specielt Facebooks mulighed for at oprette grupper, der er relevant. Grupperne kan oprettes af alle, og kan være både offentlige og private. Med Facebookgrupperne er det muligt at skabe en platform for al kommunikation mellem de lærende, og mellem underviseren og de lærende. I grupperne er det muligt at kommunikere, dele dokumenter, links, videoer og andet indhold, som kan være relevant i et undervisningsforløb.
Ud over at bruge Facebook som platform for et undervisningsforløb har Facebook også andre funktioner, der kan styrke det kollaborative samarbejde. Det kan fx være Facebook chatfunktion, som kan bruges som diskussionsforum i forbindelse med fx oplæg eller filmvisninger. Her kan de lærende så stille relevante spørgsmål til oplægsholderne eller diskutere specifikke scener fra filmen.
Eksterne henvisninger
Først og fremmest kræver det, at de lærende har oprettet en profil på Facebook. Derudover kræver det, at underviseren har en profil, og er i stand til at oprette sider på Facebook.
Guide til at oprette Facebook grupper: http://www.facebook.com/groups