Hvad er online vejledning?
Fjernundervisning er en særlig disciplin inden for e-læring, hvor undervisningen understøttes af it og i princippet afvikles uden fysisk tilstedeværelse mellem de involverede parter. Online vejledning er vejledning, der foregår online gennem brug af et eller flere netbaserede værktøjer og medier.
Online vejledning stiller nogle særlige krav til en underviser, som skal afvikle online undervisning.
Der findes en række forskellige måder, hvorpå en underviser kan vejlede sine deltagere online og støtte en god pædagogisk praksis gennem en række pædagogiske greb.
Online vejledning i undervisningen
Der findes ikke kun én måde at vejlede online, og hensyn til målgruppe, læringsmål, organiseringsmuligheder samt praktiske omstændigheder er nogle af de forhold, som spiller ind i den konkrete afvikling af online vejledning. Didaktisk og pædagogisk er der dog en række generelle overvejelser og hensyn, som bør tages.
eVidenCenter har igennem en årrække arbejdet med fjernundervisning gennem projekter, undersøgelser og ved udbud af fjernundervisning i e-læringspædagogik. Vi har løbende haft kontakt til en række uddannelsesinstitutioner og har gennem årene samlet en række erfaringer, som vi gerne vil dele. Rådene er således både baseret på erfaringer fra praksis men også anerkendte didaktiske og pædagogiske modeller inden for e-læring.
Gode råd til onlineunderviseren
- Rammesæt tydeligt, hvornår du er tilgængelig for de lærende i et forløb.
- Arbejd med tydelige mål i et forløb. I fjernundervisningen er der ikke på samme måde som i tilstedeværelsesundervisningen mulighed for at korrigere og justere løbende gennem fx mundtlig dialog og løbende samtaler med de lærende, og det er derfor vigtigt, at læringsmål og mål med forløbet er tydelige for den lærende gennem hele forløbet.
- Sørg for at forventningsafstemme både din rolle og de lærendes rolle i forløbet.
- Rammesæt aktiviteter og forløb, så det er helt tydeligt for den lærende, hvad der forventes.
- Giv en grundig introduktion til det virtuelle læringsmiljø (indretning, navigation mv.).
- De lærende bør have let adgang til teknisk support (det behøver dog ikke være vejlederen, som selv står for denne del).
- Husk at præsentere dig selv (fx i en velkomstbesked eller en kort video).
- Det er oftest nødvendigt at lave bundne opgaver og aktiviteter for at understøtte både kommunikation og aktivitet i online læring.
- Som vejleder er det en fordel, at du selv er aktiv i læringsmiljøet og fx bidrager med indlæg, perspektivering, faglig kvalitetssikring mv.
- Overvej, hvad formålet med vejledningen er og, hvilke værktøjer der bedst kan støtte op om dette – ikke omvendt!
- Evaluér forløbet.
Kilde: eVidenCenter, Pædagogiske greb i fjernundervisningen, 2017
Henvisninger
I hæftet “Pædagogiske greb i fjernundervisningen” kan du finde en række gode råd fra erfarne fjernundervisere på tværs af uddannelsesniveauer.
I hæftet ”Virtuel vejledning” kan læse om virtuelle vejledningsformer samt se praktiske eksempler på virtuel vejledning.
Til inspiration
-
Gode råd til undervisning hjemmefra
-
7 veje til bedre digitale læringsforløb (EVA)
https://www.eva.dk/voksen-efteruddannelse/7-veje-bedre-digitale-laeringsforloeb
-
Den eDidaktiske Overvejelsesmodel
Læs mere om underviserollen og brug af digitale værktøjer – http://edidaktik.evidencenter.dk/default.html
- Online dialogisk undervisning https://open-tdm.au.dk/blogs/onlineundervisning/