Hvad er Prezi?
Prezi er et gratis præsentationsværktøj, som giver mulighed for at lave visuelle præsentationer. Værktøjet kan anvendes i forbindelse med underviserens forelæsninger og oplæg – eller alternativt til de lærendes egne oplæg. Prezi er som værktøj mere dynamisk, og har et visuelt mere fleksibelt udtryk, end det man kender fra PowerPoint.
Værktøjet er webbaseret, og giver mulighed for, at flere forfattere kan arbejde simultant på den samme præsentation. Det er samtidig muligt at downloade præsentationen, så den kan præsenteres offline.
Prezi og læringsformer
Prezi understøtter en instruktivistisk læringsform, hvor underviseren præsenterer sit indhold gennem Prezi til de studerende. Det er underviseren, der er eksperten, og det er underviseren, der formidler viden og indhold til de lærende. En instruktivistisk brug af Prezi lægger ikke op til et samarbejde mellem de lærende, da kommunikationen udelukkende er monologisk. Det er formidlingen af viden og indhold, der er i centrum og derfor også underviseren, der er central i undervisningen.
Prezi indeholder dog funktioner, som kan understøtte en socialkonstruktivistisk læringsform, hvor fokusset er på de lærende samarbejde. Da Prezi er et webbaseret værktøj, kan de lærende arbejde i samme præsentation både synkront og asynkront, og dermed skabe en fælles præsentation.
Prezi i undervisningen
Prezi kan først og fremmest anvendes med det formål at skabe visuelle præsentationer, som kan være medvirkende til at fastholde tilhørernes opmærksomhed. Det er en fordel ved anvendelsen af Prezi, at præsentation ligger online og derved er steds- og platformsuafhængig. De lærende kan arbejde sammen om deres præsentation enten synkront eller asynkront, alt efter hvornår det passer dem. Det er muligt at integrere video, lyd og billede i en Prezi, hvilket kan være med til at skabe et meget sammenhængende udtryk. Integration af video og lyd fra nettet kræver dog at man er online. Prezi giver med sit udtryk mulighed for at skabe en mindre lineær struktur i præsentationen end eksempelvis Power Point, og med Prezi kan man skabe et bedre overblik i fremlæggelsen modsat Power Points oftest mere stringente, flade opbygning.
Eksterne henvisninger
For at anvende Prezi er det nødvendigt at oprette en gratis konto på Prezis hjemmeside.
Du kan se videoinstruktioner i brugen af Prezi her: https://prezi.com/learn/