Hvad er Scratch?
Scratch er et gratis programmeringsværktøj, som giver brugeren mulighed for at programmere interaktive historier, spil og animationer og dele dem online med andre. I Scratch programmeres forskellige figurer (kaldet Sprites) via forskellige kodeblokke (kaldet Scripts). Selve platformen i Scratch er opbygget gennem et koordinatsystem med en x og en y akse, som giver brugeren mulighed for at skabe en udvikling i sine projekter gennem forskellige koordinater.
Med kodeblokkene kan man programmere de funktioner, man synes, figurerne skal have eller, hvordan de skal styres. Kodeblokkene er inddelt i forskellige elementer, såsom bevægelse, udseende, lyd, hændelser og styring. Det er muligt at dele sine projekter i Scratch med andre og samtidig lade andre ”remixe” projektet. Det er også muligt at oprette et studie, hvor man kan dele sine projekter i fællesskab, og hvor eksempelvis underviseren samtidig kan følge med i projekterne.
De lærende får, i arbejdet med Scratch, et indblik i og en forståelse af programmering. Scratch kan være med til at give de lærende en digital forståelse ift. programmerings betydning i deres hverdag og de ting, de omgiver sig med.
Scratch og læringsformer
Scratch kan understøtte en konstruktivistisk e-læringsform, hvor det er den enkelte lærendes konstruktion af viden, som er central. I Scratch rammesætter underviseren de overordnede opgaver, men det er de lærende selv, der individuelt løser opgaverne med at skabe forskellige elementer. I Scratch er der mange måde at programmere den samme funktion, eksempelvis hvordan man får en figur til frit at bevæge sig, ved at bruge piletasterne. Derfor vil de lærende også enkeltvis komme frem til mange forskellige løsninger på de opgaver, de bliver stillet. Det er den lærende, der konstruerer viden, og underviseren der rammesætter og vejleder i det omfang, det er relevant.
Scratch i undervisningen
Scratch kan anvendes på mange måder i mange fag, både kreativt og fagfagligt. Scratch åbner de lærendes muligheder for at udforske ideerne bag programmering, tænke abstrakt og kreativt, samt lave forskellige digitale produktioner.
Opbygningen af Scratch lægger umiddelbart op til at arbejde med elementer, som tager udgangspunkt i de matematikfagligheder, der ligger indlejret i Scratch samt arbejde med opbygningen af forskellige narrativer i fx danskundervisningen.
I matematikfaget kan det være opgaver med koordinatsystemer, grader, variabler og algoritmer, som alle er dele af måden at arbejde på i Scratch. Eksempelvis er Scratch bygget op i et koordinatsystem, hvor de lærende kan arbejde med, hvor mange grader deres figurer skal bevæge sig, og de kan programmere deres egne funktioner i Scratch via nye variabler.
I dansk faget kan de lærende arbejde med narrative historier til deres programmeringer. Det kan være historien bag et spil, en historie som er knyttet til de figurer, der er med, eller det kan være små animationer, som i Scratch bevæger sig igennem forskellige narrativer.
Eksterne henvisninger
Via Scratch.mit.edu kan man uden at oprette en profil afprøve Scratch, men hvis man vil gemme sine projekter og dele dem med andre, skal der oprette en bruger.
Om Scratch: https://scratch.mit.edu/about
Idéer til brugen Scratch: https://scratch.mit.edu/ideas
FAQ om Scratch: https://scratch.mit.edu/info/faq
eVidenCenter udgivelse om programmering i undervisningen (bl.a. vha. Scratch): http://evidencenterinfo.dk/wp-content/uploads/2017/12/inspehaefte_programmeringundervisning_udgiv1.pdf